65 Speed King

Dette er den første sang, som vi skrev, da Roger Glover og jeg kom med i Deep Purple i 1969. Mens vi øvede i Community Centre i det vestlige London, opdagede vi den måde at skrive sange på, som vi har anvendt lige siden i bandet – eller gruppe som det hed dengang.

Selv – for eksempel – på det seneste album ’Rapture Of The Deep’ var der ingen overordnet plan.

Vi havde ikke skrevet noget på forhånd, ingen tilløb til tekster, ikke engang en sangtitel. Vi havde ingen anelse om, hvad der lå forude.

Vi ankom til L.A., og én eller anden satte vand over. Vi spurgte høfligt til familierne derhjemme og diskuterede udsigterne for Sunderland, Nottingham Forrest og QPR i den kommende fodboldsæson. Efter at have overstået venlighederne, marcherede vi pligtskyldigst ud af køkkenet og greb vores respektive instrumenter – i mit tilfælde en blyant. Vi jammede nogle få timer hver dag – sædvanligvis fra ca. klokken 13 til 18 – indtil pladen var færdig nogle få uger senere.

Nå, men tilbage til ’69…

Jeg var omgivet af, hvad der lød som fire jetdrevne næsehorn, der kom nærmere fra det quadrofoniske univers – der var ikke noget der hed 5.1 dengang. Uden nogen tvivl ville de nå dødbringende hastighed på det tidspunkt, hvor jeg stod målløs ved mikrofonen.

I alle mine tidligere eventyr her i tilværelsen, har jeg aldrig været i en lignende ophidsende og farlig situation. Begejstret som jeg var, blev det øjeblikkeligt klart for mig, at jeg måtte reagere uden tøven, enten dét eller blive overvældet af det hele og måske ikke overleve optagelsen. Senere fandt jeg ud af, at Roger havde haft det nogenlunde på samme måde i forhold til dette nye koncept om fri jamming i universitetsrektorens domicil.

Der var ikke tid til at tænke, så i rent selvforsvar skreg jeg tilbage til dem, småbidder fra dét der først faldt mig ind – Little Richard, Elvis Presley og Lonnie Donnegan. Hver enkelt af de førnævnte kom til min undsætning med versene, men omkvædet var mit helt eget – Ha!

Sangen er ofte blevet misforstået, men jeg kan nu fortælle jer, at den ikke handler om stoffer/speed mm. Faktisk handler den helt enkelt om at synge hurtigt og desperat .

Ligesom med alle de andre gamle sange har teksten ’udviklet’ sig lidt gennem årene, men kun til det bedre, synes jeg.