64 Trashed

Jeg var fuld, bedugget, alt for lykkelig. Da jeg var kommet hjem fra den lokale pub i min lille oppustelige gummibåd via kanalen, og i et eventyrlystent humør besluttede jeg mig for at tage et par runder i min Ford – altså, for at være helt ærlig, så troede jeg virkelig, at det var min bil. Vores foretagsomme tour-manager Paul Clarke havde købt et par stykker på auktion, for at vi kunne bruge dem under indspilningen. Det var meget billigere end at leje dem, og planen var at sælge dem igen, når vi var færdige.

Nå, hvor var jeg? Åh jo, på den lille racerbane, som Richard Branson så venligt havde etableret ved ’The Manor’ (et privat studie som han ejer nær Oxford i England). Det samlede selskab – ’The Manor’s Kvinder’, Peter Resty (Tony Iommi’s guitar-tekniker) og Ian ’Greenfly’ den buddhistiske gartner – var tilstede som tilskuere, tidtager og kørere; så snart jeg havde taget min tur, skulle de hver især prøve at forbedre deres tid i forhold til min.

Jeg havde dog et mindre uheld; efter at have ramt en bunke dæk på den foregående omgang, kørte jeg over ét af dem på den næste runde og blev øjeblikkeligt kastet, vendt og drejet rundt med høj hastighed og sendt langt hen ad vejen, indtil jeg endelig standsede kun nogle få centimeter fra swimming-poolen.

Hvis jeg var fortsat bare lidt længere, ville jeg helt sikkert være druknet, for det tog mig meget lang tid at komme fri af sikkerhedsselen. Da jeg altid er meget bevidst om sikkerhed, havde jeg været klog nok til at bære en styrthjelm. Den havde jeg haft med sammen med min motorcykel (Ossa 250), da jeg var ved at bygge en rampe tæt på mit telt, med den hensigt at hoppe ud i søen den næste morgen. Det skete dog aldrig, da jeg følte mig en smule forslået, men jeg gik ind i studiet og skrev denne sang til et backing track, som var skrevet dagen før af Tony, Geezer og Bill.

Det viste sig imidlertid, at jeg tog fejl i min formodning om, at bilen var min, det var den ikke. Den blev tilsyneladende ejet af Bill Ward, hvilket (delvist) forklarer, at min båd næste dag var forsvundet. Jeg troede, at den var blevet stjålet, og anmeldte ’tyveriet’ til politiet, som fortalte mig, at de ikke havde den mindste interesse i at eftersøge den, men ville jeg.. ’venligst skrive et par autografer?’ Jeg går ud fra, at de mistænkte mig for at være involveret i en enkelt eller to af de ’situationer’, der havde forstyrret den sene fred.

Det var mange dage senere, at jeg opdagede, at min båd – som en pervers slags straf – var blevet mere smadret end mig, og at det var gjort af – nå, jeg vil ikke sige af hvem, men det var en smule overdrevet, venner. Pyt med det, tilgiv og glem er mit motto. Men der var absolut ingen undskyldning for Geezers latterlige adfærd, da han næste dag lod sig fotografere til aviserne, mens han stod foran vraget af Bills bil – endnu engang undskyld Bill – og lod som om, det var ham, der var gerningsmanden. Den slags barnagtige adfærd voksede jeg fra, da jeg var 35 år gammel.