54 Before Time Began

Every day of my life I discover
Someone murdering my sisters and brothers
In the name of some god or another
What do you know?

Det er ikke usædvanligt for soldater fra forskellige styrker at hævde, at ’Gud er på min side’. De samme kombatanter og måske mere sigende deres overordnede vil endvidere erklære, ’at der kun er én Gud’. Med den dybeste ’respekt’ for dem alle kan jeg ikke få disse selvmodsigende og egoistiske sætninger til at forenes.

På det åndelige plan, skal der to ting til, for at jeg har det godt. Jeg har behov for en slags mening og en følelse af at høre til. Om det er det samme for alle personer, ved jeg ikke, fordi den menneskelige kompleksitet ligger ud over enhver fatteevne, men hvis dette koncept var sandt, kunne det måske forklare nogle af livets mysterier.

Vi bruger en masse tid på at undersøge det ukendte og relativt lidt tid på at undersøge de ting, vi tager for givet. Hvordan kan det være, at en mor vil tage sig til hjertet, når hendes søn falder død om på en fjern krigsskueplads? Hvordan ved jeg, hvad I tænker på? Hvordan kan vi fornemme farer? Er forudanelser uundgåelige – set på baggrund af chancerne for et heldigt gæt?

Hvor lidt ved vi ikke om sådanne ting, og hvor sjældent bliver disse ting ikke diskuteret på konstruktiv vis.

En ’spirituel’ person er som oftest forbundet med svindlere og underlige sekter. Skønt for mig er dét at bryde sin hjerne med de vidunderlige og indviklede detaljer i den menneskelige sjæl blotet udtryk for at følge den samme tankerække som alle religioner følger, selvom individuelle tanker på dette område har været dæmoniseret gennem årtusinder.

Så altså, så vidt jeg ved, har ingen kirurg – mens han med en skalpel var dybt inde i en hjerne eller hjerte - nogensinde råbt ’Jeg har fundet den, jeg har fundet den menneskelige sjæl!’ Nej, den opdagelse blev gjort for mange år siden af religiøse ledere, og vores nysgerrige tanker har været undertrykt eller vildledt lige siden.

Nogle sider af mig – de sider som er blevet mere og mere fremherskende jo mere jeg grunder over hypotesen – udforsker den menneskelige mutation ind i et metafysisk stadium. Jeg forestiller mig, at nogle af os forvandler os til en følsom, modtagelig energi, blot uden disse besynderlige ting, som vi kalder for kroppe. Ligesom larver forvandler sig til sommerfugle, fordi larver ikke kan flyve.

Vi svæver måske for en tid rundt om vores traditionelle hjemsted, indtil vi har lært at klare os selv for derefter at suse til nye græsgange.

Vi har ikke tid nok til at rejse rundt i Universet på nogen anden måde. Godt nok har disse små tin-maskiner – rumskibe – fået os længere og længere væk fra vores helt særlige granitklump, men dog så langsomt. Men jeg kan tænke mig frem til fjerne galakser på et øjeblik.

Der kan du se – det er muligt at rejse hurtigere end lysets hastighed, men man er nødt til at lade bagagen blive tilbage.

I en anden sammenhæng er der Big Bang og al den interessante snak blandt ’teoretisk-fysikere’ om det ’faktum’, at intet eksisterede før skabelsesøjeblikket. Hvis jeg kan få hold på noget i retning af den sande mening med uendelighed i tid og rum, og så overveje altings begyndelse, så vil jeg vide, at der kom noget før dén.

At forestille sig vores univers som et endeligt rum er som at sige, at jorden er flad. Uendeligt betyder for altid, ikke ligesom jordbundne parallelle linier (det findes ikke), det kan eksistere – af praktiske hensyn – så langt som papiret tillader; eller så langt som vi kender til og en smule længere end det.

Det synes oplagt, at vores univers ikke er et enkeltstående fænomen.

Hvis vi bliver frigjort fra legemet og rejser let, med en frisk og fornuftig fornemmelse af formålet, ville vi så tale sammen i vores nye kollektive bevidsthed på den fortsatte rejse, eller ville vi stadig have vores små sammenstød og drab i en konstant kamp for overlegenhed?

Det er når alt kommer til alt den menneskelige natur.