Dear Friends

DF 70 - ....Lurgy Whooshed (henvisning til tyveri af får)

Marts 2020

Kære venner,

Jeg håber, I alle har det trygt og godt, ikke tager nogen chancer og heller ikke føler jer alt for deprimerede over de vigtige tiltag angående karantæne; jeg er hjemme i England og indretter mig efter de nye forhold, så godt jeg kan.

Jeg kalder denne virus Den Frygtede Lurgy, et begreb hentet fra et manuskript til Goon Show sendt i radioen i 1954.

http://www.thegoonshow.net/scripts_show.asp?title=s05e07_Lurgy_strikes_britain

Hver søndag præsiderede min post-viktorianske bedstefar over en traditionel familiefrokost. Det var altid en alvorlig sag, hvor denne niårige dreng ikke havde tilladelse til at tale, hvis han ikke blev talt til. Vi spiste i stilhed med hovedet bøjet over tallerknen. I baggrunden strømmede der let BBC-underholdning ud fra vores bakelit transistorradio, og fra 1951 så vi altid frem til det vanvittige og revolutionerende Goon Show med et særdeles talentfuld hold bestående af Peter Sellers, Harry Secombe, Michael Bentine og især Spike Milligan, som nok var den, der fik størst betydning for britisk comedy i eftertiden; f.eks. Monty Python.

Men det var ikke selve showet, der var det mest underholdende for mig, åh nej....det startede med en ufrivillig rysten fra den anden side af bordet, bestik der lidt for hurtigt blev lagt tilbage på tallerknen, og et forgæves forsøg på selvkontrol, mens min bedstefar kvalte en klukken, inden han totalt brød sammen i latter. Måltidet forvandledes til et hylende kaos, mens vi lyttede til Ying Tong sangen. Vi fik ondt i maven af grin, mens vi slap fri af den stive atmosfære: bedstefar skreg og tudede af grin, mens tårene trillede ned ad hans kinder. Efterkrigstidens rationering, senet kød og vandet sovs blev fuldstændig glemt i disse få vidunderligt anarkistiske øjeblikke, hvor vores liv blev forandret for altid, og hvor humor igen blev set som vores naturlige svar på enhver trussel.

I forbindelse med det aktuelle sygdomsudbrud har det underligste for mig været at pakke mine kufferter ud og stille dem væk. Normalt er det hurtigt ind – vaske tøj osv. – og så afsted igen efter nogle få dage.

Jeg kan huske en situation i starten af 80’erne, hvor jeg blev overrasket over at se mine tasker stå ved fordøren, da de burde have stået i studiet i to hele uger. Mit spørgende udtryk blev mødt af et venligt svar fra fru G. Tilsyneladende havde jeg rodet derhjemme; hun havde derfor ringet til Phil (min manager Phil Banfield), som havde booket nogle koncerter, og ’bilen vil være her om en time’...så jeg tog afsted; uden beklagelser.

Nå, men jeg er her for en periode og er efterhånden ved at vænne mig til det; taknemmelig over moderne kommunikation og overvældet over antallet af opkald og beskeder fra familie, venner og bekendte. Det er godt at mærke, at vi kan finde tid til hinanden og rykke sammen mod en fælles fjende.

I går var der en opfordring til os alle om at stå udenfor vores hus og klappe ad NHS (National Health Service) – de ansatte i sundhedsvæsenet - for at vise vores påskønnelse af deres mod og dedikation i frontlinjen for at redde liv. Det var ret overvældende at høre den højlydte klappen, jublen og piften; og også opløftende i den forstand, at vi var en del af den vidunderlige kollektive og menneskelige oplevelse, som jeg kalder menighedens eufori. Ville det ikke være fedt, hvis noget af denne venskabelighed stadig var til stede, når stormen har lagt sig?

Jeg har tidligere nævnt dette i en DF eller Q & A, men jeg kommer til at tænke på det igen...som en samfundsmæssig pendant til Newtons Tredje Lov ’Et legeme, der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige så stor modsat kraft’. Lad os f.eks. tage en historisk uenighed som en vendetta eller en konstant tilstand af had og krig mellem to fjendtligsindede stater eller kulturer.

Nu konfronterer vi kombattanterne med en udfordring...for eksempel ’Hvad var det præcist, der gjorde dig vred på din fjende på dette tidspunkt i sidste uge?’ De ville ikke få lov til at henvise til en gengældelsesaktion eller noget-for-noget handling, der begyndte i tidernes morgen...kun sidste uges problemer, hvor de var tvunget til at stå skulder ved skulder overfor en fælles trussel.

Bingo...hadet er langvarigt og har dybe rødder; men ingen problemer i sidste uge.

Hvis teorien holder, kunne den (konflikten) være løst om en uge. Hvis dens tågede oprindelse virkelig er forsvundet i tidens løb - om konflikten begyndte på grund af et stjålet får, en advokat-styret skilsmisse, en religiøs modsætning eller en grundløs følelse af at blive udsat for en fornærmelse – så vil disse hjernedøde idioter kæmpe og dræbe i en selvforstærkende og selvretfærdig, ustoppelig voldsspiral i al uendelighed.

Mange tak for alle de positive anmeldelser af ’Throw my Bones’, det første single-uddrag fra det nye Deep Purple-album ’Whoosh’.

Jeg er lige begyndt på arbejdet med en ny Wordography (i Basement Archives), og det skulle ligge klar på Caramba, når I får albummet.

Vend jer væk fra mørket og følg lyset.

Hilsen,

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2020

Gå tilbage til:
return to DF index