Dear Friends

DF 68 – At vågne af dvale

December 2019

Kære venner

Det var sidst i marts 2019, at jeg fandt mig selv i Nashville, Tennessee, hvor jeg havde lejet en behagelig Airbnb kaldet ‘Rose River Cottage’ på Cumberland-flodens bred, næsten direkte overfor Grand Ole Opry, hvorfra kuriøs musik bredte sig over vandet til ud på de små timer.

Det var forår, og ligesom skovmurmeldyr vågnede jeg af dvale.

Rundt om i byen boede andre medlemmer af Deep Purple under mere urbane forhold. Det var noget af et shock, da vi er berømte for vores mangel på planlægning, og vi undrede os alle over, hvad der nu havde fået os samlet på samme tid og sted.

Og en endnu større overraskelse skulle åbenbare sig; alle band-medlemmer (og jeg taler om hver og én) ankom til et øvestudie og derefter til et pladestudie på omtrent samme tidspunkt på omtrent samme dag uden nogen idé om, hvad vi skulle lave.

Det var totalt tilfældigt i en grad, som næppe er blevet set, siden noget tilsvarende – ubegribeligt nok – skete få år tidligere, da vi fostrede nogle U-Endelige (In-Finite) idéer.

Så kom Bob Ezrin gudhjælpemig og sagde ‘Lad os spise sammen mandag aften’

Èn af os spurgte ‘I hvilken særlig anledning?’

Bob svarede ‘For at fejre det faktum at vi stadig er i live...’

’I så fald’ fortsatte den livstrætte musiker, ’er det så måske bedre med søndag’.

Men vi overlevede weekenden og spiste sammen om mandagen.

Tirsdag indspillede vi et nyt album, og onsdag gik vi på pub....

Nogenlunde sådan foregik det (det var altsammen lidt uklart), og nu spænder vi løverne (ja, jeg ved det godt, men vi er i Afrika) i et års tid med hektisk aktivitet, hvor der er investeret en sjælden grad af planlægning; naturligvis ikke af os.

Jeg fornemmer, at kampagnehjulene bliver rullet igang, knirkende roadies bliver smurt, og der er rygter om tour-ruter og kreative krusninger i Hamborg. Der er ganske enkelt noget i luften; men jeg har ingen anelse om, hvad det kan være.

Måske vil det - efter endnu en kort dvale - vise sig i foråret 2020.

Hilsen,

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2019

Gå tilbage til:
return to DF index