Dear Friends

DF 49 – Beretning fra New Forest

Oktober 2008

Kære venner

Forleden spurgte en bladsmører mig om, hvad jeg laver i min fritid. I de seneste år har jeg arbejdet undercover som krigskorrespondent, selvom jeg ikke har korresponderet med nogen før nu grundet den følsomme situation…så nu går det løs.

Beretning fra New Forest

I det 11. århundrede grundlagde kong William d. 1 The New Forest på mose- og sumpområdet nær Englands sydkyst. Det kom som noget af et chok for Mosefolket, som havde været vant til at knokle for livets opretholdelse i åbent landskab.

Hurtigt fik de himmelstræbende træer dén civiliserende effekt, at det oprindelige samfund blev opdelt i to stammer. Da Adskillelsen fandt sted i løbet af en dramatisk kort periode, tilpassede overtro og levevis sig til de ændrede omgivelser.

De vilde, nøgne og nyligt drænede områder kom til at udgøre hjemstedet for Tornbladene, som krattet var opkaldt efter og i hvis omgivelser de kæmpede for overlevelse. Tornblade-folket boede om dagen på det åbne hedeland, red på ponyer, spiste kaniner og bar pels. Om natten og under formørkelser gemte de sig og sov i buskene; på alle måder en tornet og ukomfortabel tilværelse, men skjulet gjorde det let at række ud og gribe en kanin.

De fandt det svært at fange de små væsener fra hesteryg og dådyr var for sky til, at man kunne spise dem. Kaninerne blev konsumeret rå og deres pels flikket sammen med torne for at få varme klædningsstykker; beskyttelse mod den isnende blæst, som susede gennem piggene.

Skræmme-folket søgte mod træerne og opretholdt livet ved at overraske rejsende. Skræmme-folket var alt i alt mere humoristisk og mystiske i deres skyggefyldte, løvfældende, koglebærende verden.

De spiste nødder og bær, bar perler og røg pilebark – med dén hensigt at holde smerte og sult på afstand samtidig med at de stimulerede behovet for at genopfinde fortiden. De havde ild og var fremragende historiefortællere, og de fandt velbehag i historiske beretninger om heltemod. Fakta var blevet forandret for længe siden, men forskønnelser blev stadig forventet at skulle dække hver nye generations behov. Imidlertid var deres forfædres dåd nu så Homersk morsomme, at der kom mere fokus på dæmoniseringen af Tornblade-folket, som ofte blev hånet for at være skov-tvivlende, kanin-elskende, beskidte fremmede osv.

Under en sårbar periode, hvor en Sundheds- og Sikkerhedskomité var blevet nedsat af de mindst talentfulde og eventyrlystne Skræmme-folk (diminutiv), var de tæt på at uddø. Det blev fastslået, at træerne var farlige – under risikogrupperne Løbe ind i og Falde ned fra – så de blev beordret til at ligge i sengen dag og nat så intet ondt skulle ske dem. Nogle få trodsige personer redede hele racen, da de indså, at en baby af Skræmme-folket er nødt til at falde ned fra et træ for at få sparket liv i dets hjerne. Så de indfangede komitéen og brændte dem ihjel blot for at vise, hvor intolerante de kunne være, hvis de blev presset.

Faktisk er kønnet på et medlem af Skræmme-folket siden da ikke blevet fastslået førend puberteten. Hvert år tilbragte de unge en uge væk fra hjemmet sammen med en gruppe jævnaldrende. Væk fra enhver overvågning var morskaben udbredt, fredspiber blev røget, perler blev sat på snor, og der blev taget beslutninger om, hvilken form for sex man kunne lide. Mange af dem brød sig ikke om det overhovedet og forblev neutrale – næsten alle forblev fredsommelige.

Vigtigst af alt var ingen af dem blevet korrumperet af en voksen fra Skræmme-folket til at tro, at det skulle være på den ene eller anden måde, og som en følge heraf følte ingen skyld over deres nøgenhed eller over kampene og jagterne i brunstperioderne ved forårsjævndøgn. Da de alle nærmede sig den opkvikkende stråle for sidste gang, blev brøl af troskab lovet mod Jeffe den Eneste Sande Gud, og der blev drukket mjød af spande.

Denne mjød var en stærk eliksir, meget stærkere end senere udgaver. Dets hovedingrediens var honning og urin fra jomfru-egern – begge dele meget svære at skaffe; en blanding som var del af overgangsriten til et voksent Skræmme-liv.

Tornblade-folket fandt til gengæld ingen glæde i overdrivelse, da deres hårde levned var en realitet. De barske vintre var særligt vanskelige uden brænde, og desuden havde de mistet deres tændstikker. Tornblade-folket holdt sig langt fra skoven, da spot hørte til deres største frygt. De kendte meget vel til løgnen i talemåden: De ville ikke skræmme én fra Tornblade-folket.

For nylig , da de fornemmede forandringens vinde blæse, erklærede begge parter sig villige til at tale med mig som voldgiftsmand – jeg havde vundet deres tillid; for at signalere neutralitet bar jeg et rødt bomuldsagtigt halstørklæde, som jeg fik i Libanon i 1966/7 – og fremførte deres sag med veltalen overbevisning. Men så snart jeg påtog mig rollen som djævelens advokat sendte det positivt ladede sammensurium af dogmatiske dødbidere, fanatiske slyngler og tykke mure os tilbage og i en endnu mere splittet udgave end ved udgangspunktet.

Isolationen indhentede dem til sidst; indavl og uvidenhed er ikke midlet til at udvikle sig, overleve og slet ikke dominere – Overlegenhed som det manglende sidste kapitel i Darwins postulat.

Under fredsprocessen blev jeg mindet om, at de antikke grækere (de kloge hoveder) oprindeligt – og Charles Darwin til sidst – var utilstrækkelig i sit forslag om, at overlevelse var menneskehedens mål. Indtil dette punkt havde han ret; skrøbelige grupper tilpasser sig deres omgivelser eller sværger troskab til magtcentre for at klare sig, men i den sidste ende er målet overlegenhed; det er sådan, vi virkelig er indrettet.

Territorium eller ideologi? Vælg selv, det er menneskets natur at kæmpe til døden for at klare livet. Gennem alle de store – og knap så store – krige, fra de gamle Evangeliske Sandheder til vores daglige foder fra Sky News er der ikke sket noget; sådan er det.

På samme måde med Tornblade-folket og Skræmme-folket, de fornægtede deres fælles rødder og indgik ikke fred – det var kørt for langt ud. I sidste ende vil deres omgivelser naturligvis ændre sig igen – Moder Jord vil tage en indånding, eller også vil en regering med antipatier over for naturen brolægge hele området – og begge stammer vil blive udryddet på grund af manglende gensidig støtte og tilpasning. Mens jeg så vejen til fred forsvinde i sin egen illusion, blev det klart, at hver især vil vi hellere dø end assimilere os.

Rent faktisk kan alt dette ske ret snart. I et sidste forsøg på at genforene begge parter foreslog jeg et valg, idet jeg tænkte, at demokrati kunne være svaret på stammestridighederne. Jeg præsenterede den gamle skabelon, som indtil for nylig har fungeret så godt. Forudsætningen var, at de(n) nye leder(e) repræsenterede hele vælgerkorpset, og regerede i en tidsbegrænset periode samtidig med at taberne værdigt accepterede flertallets vilje og ventede på den næste mulighed for at bruge overbevisende argumenter i stedet for vold eller intellektuel vandalisme til at løse de aktuelle problemer.

Det begyndte alt sammen så godt, og udfra de bedste intentioner opstillede begge parter ordentlige kandidater. Så fik medierne nys om sagen. Slagmarkens fanfarer og jungletrommerne lød på ny, og hele sagen fik sit eget liv. Jeg forsøgte at forklare, at man ikke behøver at undersøge hvert eneste sandkorn for at fastslå forskellen på en strand og en ørken, men som vi alle ved – siden OJ – er disse ting af natur initiativrige. Nå, men det har stået på i næsten to år, alle har mistet interessen og er gået i koma – tilsyneladende for aldrig at vågne igen.

I deres afsluttende taler erklærede begge parter sig som sejrherre i Pyrrhus’ navn.

Hilsen,

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2008

Gå tilbage til:
return to DF index