Dear Friends

DF 46 – Dyk aldrig alene & band-jura

November 2007

Kære venner.

En morgen for længe siden sad jeg i en grotte; alt for fuld til at kunne deltage i dagens planlagte program. Ødelagt af forrige aftens udskejelser (jeg var blevet serviceret over al rimelighed i baren ) havde jeg nogle erindringer om dårlig opførsel, men jeg kunne ikke helt huske, hvem der havde gjort hvad mod hvem; kun at situationen kom ud af kontrol – det lignede mig slet ikke.

Mens jeg tjente til dagen og vejen ved at være lige så meget til hjælp som til gene ombord på Quabbin Diver, tog jeg til Georgetown, Grand Cayman, mens jeg sov bag på en motorcykel. Ødelagt af træthed kunne jeg ikke arbejde på båden – jeg var ikke fit.

Istedet undlod jeg at overholde den vigtigste regel, som er: Dyk Aldrig Alene!

Jeg pakkede min tilstand ind i det rette udstyr og foretog, hvad man kalder et ’kyst-dyk’; svømmede ud til en koralformation kendt som Eden Rock og dykkede rundt på det lave vand, da jeg fandt en lusket bande teenage tarpon (fisk). Imponerende sølvfarvet og skællet er en fuldt udvokset tarpon større end et lille menneske. Men disse var mellemstore, sultne mellemstore, på noget der lignede 3 til 4 fods længde, og de lå på lur ved indgangen til dén grotte, jeg omtalte. Faktisk én af mange indgange; men sådan var det. Jeg smøg mig – efter omstændighederne ret stilfuldt – ind gennem den snævre åbning med min hånd presset mod min mave og med en vis ukuelighed.

Jeg kom ind i en rund grotte. Der var et hul højt oppe i taget, hvor der kom solskin ind – og det fyldte grotten med en strålende magi. Jeg sank sammen med min iltflaske mod væggen og benene helt udstrakt – klokken var ti minutter i to. Jeg var mindre end 30 fod – 1 atmosfære – under havoverfladen; masser af tid. Jeg havde en fuld iltflaske, og på dén dybde ville den kunne vare i tre timer – hvis jeg ikke udmattede mig selv, hvis jeg blot…hvilede mine øjne. Det var så varmt, 82 grader efter den gamle skala; og fredfyldt. Jeg døsede…

..Jeg ved ikke hvor længe, men jeg vågnede i et andet univers. En million babyfisk – de kaldes yngel i dén alder – omkredsede mig. De gemte sig i grotten for at undgå tarponen, som var for bange til at presse sig gennem den snævre åbning, også selvom frokosten ventede inden for. Endnu engang var det mærkelige uhyre – mig – derinde i færd med at gøre ét eller andet mærkeligt og havde ganske givet alligevel ædt al ynglen, så lad os bare blive i nærheden mens vi ser barske ud, indtil én eller anden tiarmet blæksprutte pumper forbi eller piratfiskene kommer.

Det er hvad jeg forestillede mig, de tænkte, og hvorfor ville jeg gøre det? Vi ved alle, hvad bedstemor sagde til gamle Bert, når han kom for sent hjem fra pubben en søndag eftermiddag og fandt sin mad i hundens madskål – Du Skal Ikke Formode, ville hun sige, men han lærte det aldrig, gjorde han, og han syntes altid, at det var værd at tage et ekstra par pints sammen med vennerne.

Men dette var mere end en formodning . Hvorfor skulle jeg tænke som en tarpon? Noget rørte sig, og jeg så lyset. Sagde jeg en million? Der må have været ti millioner eller mere, så små de var og så mange, men de tænkte med én sjæl. De var en enhed. Og hvor var jeg? Lige inde i stimen, jeg var opslugt, og det skræmmende var – at jeg var en del af dens tanker; i hvert fald en lille del. Jeg kunne se lyset, da stimen dansede og svajede; så blev det igen mørkt, da det skrumpede ind og indhyllede mig i en tæt, uigennemtrængelig tåge. Nu vidste jeg, hvorfor jeg tænkte som en tarpon; denne kollektive yngel tænkte som en tarpon; dét som skulle til for at bevare den selv. Med et enkelt formål bevægede den sig som udtryk for modforholdsregler – den øvede sig i at indtage truende former. For eksempel – Hvis jeg gradvis forvandler mig til en haj, vil de gutter dér flygte over hals og hoved.

En del af mig var nu med ynglen, mens jeg primært tilbød moralsk støtte, da jeg var ude af mit rette element. Den anden del af mig indså dette, og mine forsvarsmekanismer udførte beregningen igen, nu mere opmærksom end da jeg var faldet omkuld, for jeg ved ikke hvor længe siden. Jeg træk vejret meget langsomt. Jeg kunne blive nede, indtil min ilt var opbrugt uden nogen for angst for at dø af de andre horrible komplikationer, som opstod ved denne slags uansvarlige aktivitet på dybt vand, så det var i orden.

Så tog den anden del over – jeg blev opmærksom på en forstyrrelse i min psyke; et minde som blev hvisket til mig af mine forfædre. Hvad var det? Der! Jeg hørte det igen, én hvisken blev til ti og forøgedes en zillion gange i løbet af to eller tre nanosekunder; de ældgamle åndede i min sjæl. Det var naturligvis ingenting for ynglen – de var vant til det – og tilmed så unge – men jeg havde ikke andet end et uhøstet instinkt til at lede mig, og jeg indså, at mennesket også kan gøre dette. Men af én eller anden grund – måske en designfejl – eller en anden uigennemtænkt faktor på evolutionens vej, havde vi udviklet os i den forkerte retning og.

Aldrig rigtig udviklet vores telepatiske evner udover empati, og selv det har et uhensigtsmæssigt tag i vores trivielle virkelighed.

Dernæst, swush, brusede hele skolen som i én organisme – ingen efternølere – mod udgangen; velvidende at tarponen ved udgangen var blevet skræmt væk af piratfiskene, som kom på denne tid af dagen. Ingen bekymring dér – piratfiskene har større fisk på menuen.

Jeg håber, forfatteren og udgiveren ikke lægger sag an mod mig , fordi jeg kopiere dette morsomme uddrag af en seriøs bog med navnet…

At lære om loven

Af Constantinos E. Scaros

Fra The Paralegal Series udgivet af Aspen Law and Business copyright © 1997

En afvigende mening betyder, at en person er uenig i hele eller dele af vurderingen. Forskellige opfattelser eksisterer selvsagt indenfor alle aspekter af livet, og omfatter både juridiske og ikke-juridiske emner. For bedre at illustrere dette, vil vi se på det følgende eksempel.

Eksempel

Vi forestiller os, at en organisation med navnet The International Music Association (IMA) ønsker at give en pris til ”Alletiders Bedste Rock-and-Roll Band”. Efter at man gennem adskillige måneder havde spurgt de ypperligste rock-and-roll historikere, skribenter, disc jockeys og musikere, stod IMA tilbage med tre finalister: the Beatles, Deep Puple og Led Zeppelin. IMAs eksekutivkomité behandlede forslaget om, at prisen skulle gives til the Beatles.Ud af de ni medlemmer af eksekutivkomitéen udsendte fem af dem den følgende udtalelse.

Selvom the Beatles har opnået en fantastisk succes og haft historisk betydning, må vi efter intensive studier konkludere, at Deep Purple er det bedste af de tre bands med hensyn til kombinationen af rent talent, sangskriver-evner og sceneoptræden. Derfor – da vi går ind for at tildele prisen til Deep Purple – er vi imod at give prisen til the Beatles..

Tre andre medlemmer af komitéen udsendte den følgende udtalelse:

Vi er enige med flertallet i, at prisen ikke skal gives til the Beatles. Vi er dog kun enige i dén del. Vi mener ikke, at prisen skal gives til Deep Purple. Selvom vi erkender, at både Deep Purple og the Beatles er to af rock and roll musikkens virkelige legendariske bands, hævder vi, at Led Zeppelin har haft den største betydning for rock and roll. Led Zeppelin har inspireret en større gruppe af unge musikere end de andre bands, og dets popularitet fortsætter med at vokse mange år efter bandets opløsning.

Til slut udsendte det tilbageværende medlem denne udtalelse:

Jeg er uenig i den konklusion, som mine kolleger i komitéen er nået frem til. The Beatles er det mest populære band i rock and roll’s historie og derfor det oplagte valg til at modtage vores fornemme pris.

Dette ikke-juridiske eksempel indeholder tre forskellige opfattelser. Hvis dette var foregået i en retssal, ville de forskellige opfattelser være blevet behandlet således:

Ifølge flertallets opfattelse (fem ud af ni stemmer) ville prisen ikke blive givet til the Beatles. De tre personers stemme ville blive betragtet som en samstemmende opfattelse, fordi disse medlemmer er enige med flertallets beslutning men af forskellige årsager. De er enige i, at the Beatles ikke skulle have prisen, men støtter ikke flertallets valg af Deep Purple. Personerne bag den samstemmende opfattelse mener, at prisen skal gives til Led Zeppelin.

Til slut er det enlige medlem helt uenig, og argumenterer for, at the Beatles virkelig burde have prisen.

Efter al sandsynlighed ville the Beatles ikke få prisen, og den ville i stedet gå til Deep Purple, baseret på flertallets opfattelse.

Ha!

Hilsen for denne gang,

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2007

Gå tilbage til:
return to DF index