Dear Friends

DF 38 – Rapture, konflikt, astrofysik og en konkurrence

Juli 2005

Kære venner,

Every day of my life I discover

Someone murdering my sisters and brothers

In the name of some god or another

What do you know?

Disse er ordene i en del af sangen ’Before Time Began’ som kan findes på det nye Deep Purple-album ’Rapture of the Deep’.

Det er ikke usædvanligt for soldater fra forskellige styrker at hævde, at ’Gud er på min side’. De samme kombatanter og måske mere sigende deres overordnede vil endvidere erklære, ’at der kun er én Gud’.

Med den dybeste ’respekt’ for dem alle kan jeg ikke få disse selvmodsigende og egoistiske sætninger til at forenes.

På det åndelige plan, skal der to ting til, for at jeg har det godt. Jeg har behov for en slags mening og en følelse af at høre til. Om det er det samme for alle personer, ved jeg ikke, fordi den menneskelige kompleksitet ligger ud over enhver fatteevne.

Siden Den Anden Verdenskrig, som sluttede for 60 år siden, har vi været vidner til nogle utrolige rædsler, fordelt over et bredt spektrum af menneskelige lemlæstelser. Etnisk Udrensning, Hellig Krig, Stammeudryddelser, Selvmordsbomber, Massemord, Pyrrhus-Sejre, Sekterisk Vold, Statslig Tortur,, Vendettaer med glemte baggrunde, Race-Had; endog en Kold Krig med dens sindssyge trussel om Gensidig Udryddelse – denne noget pæne definition på automatisk udløst atomart svar.

Planen var effektivt at sprænge hvad der var tilbage i stumper og stykker, formodentlig efter at hele menneskeheden allerede var blevet til støv – virkelig! Hvor åndssvagt var det ikke?

Og alt sammen i Fascismens, Kommunismens, Demokratiets, Grådighedens og Religionens navn – hver især med sine talrige underinddelinger – eller Enhver Anden Ideologi som ser og nyder sig selv som en kæmpende faktor. Disse retskafne maskiner styres af Fanatikere, Diktatorer, Krigsherrer, Fundamentalister, Bureaukrater og Storhedsvanvittige mm.

Så er der selvfølgelig problemet med at overleve for dem, som har ’mistet’ deres hjemland og som er ikke-elsket af alle, de kaldes Flygtninge.

Vi sender telte, penge, medicin, fødevarer og sympati fra distancen – dét indtryk, som jeg får, er, at det normalt kun er teltene, som kommer frem som en hel ladning.

Men er flygtningene blot et tydeligt biprodukt af den sande baggrund for al denne kamp, kunne det have noget at gøre med evolution? ’Den stærkeste overlever’ er den mest kendte læresætning fra Charles Darwin’s arbejde – ham som næsten ikke turde offentliggøre sine arbejder af frygt for kirken.

Betyder det, at vi bliver nødt til at mishandle hinanden for at etablere et fysisk herredømme; og hvis ja – som det umiddelbart ser ud til – hvad så med vores behov for intellektuelt herredømme?

Vores hjerne har bragt os så langt, men i forskellige hastigheder. Så vi finder os selv i en overfyldt verden, trampende i stadig højere grad på hinandens følelser, med ingen eller kun lidt rum til at manøvrere. Men alt dette foregår mens vi alle har behov for at føle os som en del af noget, og for at have en mening med livet.

Men disse ting og disse grunde vil uundgåeligt føre os i krig, til at hade og ønske død over de mennesker, som står overfor os. Og således tyder det på, at blot en forskellig måde at tænke på er et

frugtbart grundlag for konflikter.

Se blot nærmere på vores samfund i England – selv ordet ’England’ misbilliges af dem, som vil have os opdelt i områder, som en form for Forkvaklet Politisk forsøg på at glemme, hvem vi er og hvad vi har udrettet, således at deres måde at se tingene på vil sejre. Vi kender til Nord-Syd-opdelingen og Klassesamfundet, det er der ofte blevet ironiseret over. Nu har vi storbyfolket, som udbreder deres indflydelse ud over forstadsindbyggerne – som så længe har været udsat for latterliggørelse; jeg ved det, for jeg var selv én af dem – videre ud på landet, hvor det landlige liv stort set er forblevet uforandret i en lang periode. Men lige så lidt som beboerne på landet har lyst til at tage til byen – når de gerne vil se et ordentligt museum – på grund af lugten og folks væremåde, ligeså lidt bryder byfolket sig om dét de ser på landet – når de har behov for ferie – på grund af lugten og folks væremåde.

Jeg kan genkende denne ’forenklingens vej’ hos naboer, familie og af og til hos mig selv og i min indre kamp og modsætninger. Jeg er sikker på, at det kommer til udtryk på mange andre måder, men dette udtrykker grundidéen.

Der har aldrig været et øjebliks stilstand i vores liv. Noget eller nogen må sejre og gå fremad, og derfor burde vi ikke blive overrasket over dét, der dominerer vores historiebøger.

Vi har tilpasset os meget godt siden vi blev tobenet, siden Homo Erectus. Krig, hungersnød og sygdom har indtil nu holdt os under kontrol, men det ser ud til, at disse udvælgelsesformer og dermed de mange former for naturlig udvælgelse kommer i konflikt i fremtiden. Hvis vi bliver ved med at ekspandere med den nuværende – tilsyneladende eksponentielle – hastighed, så varer det ikke længe før vi når til en kritisk størrelse med dødelig hastighed, for nu at låne nogle termer fra

Den rigtige videnskab.

Men overlevelse er væsentlig for mennesker, så hvordan lærer vi os selv at sætte farten ned, eller måske for en kort tid at gøre holdt? Jeg tror ikke, det er muligt, i det mindste ikke indenfor den tid, vi har til rådighed. Vores ressourcer er udtømmelige og vi formerer os stadig som kaniner – eller skulle jeg sige strudse – se blot på befolkningstilvæksten og bliv rystet.

Selvfølgelig får det ikke indflydelse på mit liv, vel!!

Rent faktisk vil det indflydelse; det spiller en rolle, fordi jeg har tilsikrede rettigheder. Siden jeg var barn, har fremtiden i bred forstand været meget vigtig og dybt forankret i mig, at jeg ikke engang kunne forme et spørgsmål, og slet ikke kunnet gøre krav på et svar. Men som jeg har opdaget, kommer svaret nogen gange før spørgsmålet.

Det gik op for mig.

Forskellige medlemmer af min nærmeste familie og venner, som er døde, rejser med mig gennem mit liv. Jeg ved ikke, om det skete, fordi de udøvede en indflydelse på mig, eller om jeg var imponeret af deres personlighed og tog en del af den med om bord. Jeg ved blot, at et stærkt bånd blev etableret, og at det er fast forankret i min bevidsthed. Stærkere end dén følelse jeg havde, da min far døde (Wordography – Gunga Din). Selvom jeg øjeblikkeligt følte, at hans ånd kom ind i mig i samme øjeblik, jeg kyssede hans pande i lighuset, så kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde vidst eller fornemmet noget, da han døde aftenen før, alene i sin bil i vejkanten.

Det var nødvendigt med det symbolske i kysset for at udkrystallisere situationen og dermed sætte processen i gang. Fra da af betragtede jeg livet på en anden måde og forundredes over, hvordan hver generation overleverede ukendte forfædre – som hver især bragte en vigtig lille del af deres eget selv med – til deres efterkommere. Om instinkter er en del af vores genetiske historie eller i det hele taget et andet aftryk, er spørgsmålet.

Og sådan fortsætter det, og hvor vil det ende?

Vi bruger en masse tid på at undersøge det ukendte og relativt lidt tid på at undersøge de ting, vi tager for givet. Hvordan kan det være, at en mor vil tage sig til hjertet, når hendes søn falder død om på en fjern krigsskueplads? Hvordan ved jeg, hvad I tænker på? Hvordan kan vi fornemme farer? Er forudanelser uundgåelige – set på baggrund af chancerne for et heldigt gæt?

Hvor lidt ved vi ikke om sådanne ting, og hvor sjældent bliver disse ting ikke diskuteret på konstruktiv vis. En ’spirituel’ person er som oftest forbundet med svindlere og underlige sekter. Skønt for mig er dét at bryde sin hjerne med de vidunderlige og indviklede detaljer i den menneskelige sjæl blotet udtryk for at følge den samme tankerække som alle religioner følger, selvom individuelle tanker på dette område har været dæmoniseret gennem årtusinder.

Så altså, så vidt jeg ved, har ingen kirurg – mens han med en skalpel var dybt inde i en hjerne eller hjerte - nogensinde råbt ’Jeg har fundet den, jeg har fundet den menneskelige sjæl!’ Nej, den opdagelse blev gjort for mange år siden af religiøse ledere, og vores nysgerrige tanker har været

undertrykt eller vildledt lige siden. Nogle sider af mig – de sider som er blevet mere og mere fremherskende jo mere jeg grunder over hypotesen – udforsker den menneskelige mutation ind i et metafysisk stadium. Jeg forestiller mig, at nogle af os forvandler os til en følsom, modtagelig energi, blot uden disse besynderlige ting, som vi kalder for kroppe. Ligesom larver forvandler sig til sommerfugle, fordi larver ikke kan flyve.

Vi svæver måske for en tid rundt om vores traditionelle hjemsted, indtil vi har lært at klare os selv for derefter at suse til nye græsgange.

Vi har ikke tid nok til at rejse rundt i Universet på nogen anden måde. Godt nok har disse små tin-maskiner – rumskibe – fået os længere og længere væk fra vores helt særlige granitklump, men dog så langsomt.

Men jeg kan tænke mig frem til fjerne galakser på et øjeblik.

Der kan du se – det er muligt at rejse hurtigere end lysets hastighed, men man er nødt til at lade bagagen blive tilbage.

I en anden sammenhæng er der Big Bang og al den interessante snak blandt ’teoretisk-fysikere’ om det ’faktum’, at intet eksisterede før skabelsesøjeblikket. Hvis jeg kan få hold på noget i retning af den sande mening med uendelighed i tid og rum, og så overveje altings begyndelse, så vil jeg vide, at der kom noget før dén.

At forestille sig vores univers som et endeligt rum er som at sige, at jorden er flad. Uendeligt betyder for altid, ikke ligesom jordbundne parallelle linier (det findes ikke), det kan eksistere – af praktiske hensyn – så langt som papiret tillader; eller så langt som vi kender til og en smule længere end det.

Det synes oplagt, at vores univers ikke er et enkeltstående fænomen.

Hvis vi bliver frigjort fra legemet og rejser let, med en frisk og fornuftig fornemmelse af formålet, ville vi så tale sammen i vores nye kollektive bevidsthed på den fortsatte rejse, eller ville vi stadig have vores små sammenstød og drab i en konstant kamp for overlegenhed?

Det er når alt kommer til alt den menneskelige natur.

Fra ’The Times’ torsdag d. 14. juli 2005

At fremskaffe et klaver til en bar (i England) eller at tillade en musiker at stemme sin guitar i baglokalet til en privat klub uden bevilling vil fremover være en lovovertrædelse ifølge den nye lov om levende musik.

Musikerne protesterer over dét, de kalder ’kriminaliseringen af levende musik’ i forbindelse med loven om bevillinger, som vil træde i kraft i november 2005. Maksimumstraffen for enhver der bryder reglerne vil være en bøde på 200.000 kroner og seks måneders fængsel.

Spontan sang i en hvilken som helst gade indenfor M25 (Londons ydre ringvej – svarer til Paris’ omfartsvej) vil blive forbudt fra januar 2006. At fløjte er nu ulovligt – med tilbagevirkende kraft til 1990 – adskillige postbude er blevet arresteret og holdt i varetægt, mens de venter på en dom.

Solsorte, sangdrosler og natteregale skal forblive tavse udenfor yngleperioden, og selv da skal de ansøge om fløjte-tilladelser fra små-fascisterne på det lokale rådhus. Alle andre fugle skal i fremtiden forblive tavse bortset fra ugler, som har tilladelse til at tude i én time efter skumringen.

Al spætte-aktivitet er strengt forbudt.

Det er fremover påbudt alle indbyggere i alderen tre til halvfems år at danse; dansen skal fremføres hver uge uden musikledsagelse og kun i grupper på flere end 10 personer i passende etablissementer. Usædvanlige, individuelle bevægelser blandt publikum skal rapporteres til DOM (Danse-Observations-Myndighederne) på det nærmeste rådhus. Hvis dette undlades vil det resultere i en anklage om ulovligt planlagt dans. Hvis man erklæres skyldig, er straffen, at man bliver lænket til en genbrugs-container – i praksis i 6 måneder, da det er dén tid, det tager for myndighederne at tømme containerne.

Hvilken af de ovennævnte fem paragrafer er falske?

Hver af de tre bedste besvarelser vil medtage en signeret udgave af ’Rapture of the Deep’ og ’Gillan’s Inn’ samt to billetter og backstage-pas til en DP-koncert efter eget valg. De sædvanlige regler gælder.

Hilsen

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2005

Gå tilbage til:
return to DF index