Dear Friends

DF 37 – Polen, Gillan’s Inn og alt det imellem

April 2005

Kære venner,

Vi tog af sted for at fejre nytåret hos min ven Tommy Dzuibinski i Polen. Den første dag blev brugt i Krakow, hvor vi udforskede saltminerne, slottet og katedralen. Vi spiste frokost på Schindler’s café i det jødiske kvarter. Derefter var vi fem dage i Wisla (udtales Viswa) i bjergene nær den tjekkiske grænse.

Vandreture i de sneklædte bjerge. Vanvittig, vodka-baseret kanetur, en soldetur i måneskin nytårsaften, galoperende langs floden mens bjældeklangen havde sin egen afsindige rytme. Spise lækkert grillet ét-eller-andet og hoppe over bålet efterfulgt af en endnu mere gal hjemtur. Føreren var for fuld til styre hestene men mere end fuld nok til at synge fabelagtigt. Vi mistede en fyr, som faldt i søvn og fald bagud af kanen – han ville ikke have overlevet en time i dén kulde – det var minus ret meget – hvis det ikke var blevet opdaget af en person, som lagde mærke til kulden, da der pludselig var én væk fra det delte tæppe.

Der skete mere af det samme de næste dage og aftener. Drikke varm øl i et skur og så kigge ind til naboer i skoven og smage deres suppe, inden man gik hjem for at starte forfra i Tommy’s beskedne fireetagers, seksværelses bjælkehytte – nærmest et slot.

Senere kom man fra saunaen for at sidde nøgen ved baren i skæret fra pejsens ild, mens der blev udvekslet historier fra livet på vejene med vores elskværdige vært, som er den stolte ejer af de fineste cajones (slagtøj) nord for Madrid.

Jo, Polen er det perfekte sted at være omkring Nytår.

Angående en film som jeg aldrig har set – muligvis med titlen ’De Tolv Bud’ – blev jeg spurgt af min datter Grace…Hvis jeg havde muligheden – dvs. en ladt pistol i min lomme – ville jeg så skyde Hitler i hovedet, hvis jeg havde mødt ham som nittenårig og vidste, hvad han senere i livet ville gøre?

Jeg svarede, at det ville jeg ikke, for det ville være det samme som at slå hende ihjel, og mig selv for den sags skyld. Hvis jeg havde dræbt Hitler, ville der sikkert ikke være blevet nogen krig; min mor ville næsten helt sikkert ikke have mødt min skotske far, som helt sikkert ikke havde meldt sig til hæren i fredstid. Jeg ville ikke være blevet født, og heller ikke Grace osv. osv.

Dette ville kort fortalt ikke have haft nogen særlig betydning, men så igen, hvem ville have vidst det. Dette er essensen af Kaosteorien.

Hvis jeg havde sendt en kugle i Hitlers hoved, ville de fleste sikkert være enige i, at det var godt gøre ende på den gale hund; med bevidstheden om hvilke planer han havde for fremtiden.

Man må dog gå ud fra, at de fleste af de grufulde begivenheder, der fulgte efter, ikke var i hans tanker i de unge år; blot den svage, skælvende grufuldhed gnavende i hans diabolske mave.

Billeder af Mussolini og Ceausescu toner frem på væggen – dinglende i deres kråser som en advarsel til os alle – åh, det var senere.

Men det var ikke alt, hvad vi lavede i Costa Rica, vi talte ikke kun om Hitler og Kaosteorien. Vores anden og længerevarende familieferie gik til Punta Islita ved Stillehavskysten. Tre uger i paradis. Der var stor opstandelse den første nat. Hvad var det? Ch ch ch ch ch WAAAAAAH!!! Det var blot et firben - det gik op for os næste dag. Gradvist vænnede vi os til skabningerne omkring os; skabningerne til hvis verden vi var kommet med en følelse af forundring og respekt.

Hvad der for os var eksotiske arter levede i overflod i denne uforstyrrede del af verdenen. Ingen højhushoteller her, ingen diskoteker eller jet-ski; men brøleaber og bladinsekter, kvidrende fugle og gribbe, egern, papegøjer og edderkopper, og insekter som kravlede overalt på mig – men som normalt var venlige. Overalt var der firben og slanger, pilrokke og piggede normannere (det er engelsk slang for søanemoner). Jeg så ikke nogen krokodille, men jeg mødte en mand, som havde. Grace tilbød en smule frugt for at lokke dette mystiske monster tilbage til hullet i hækken, og vi var spændte på at se, hvad der senere blev beskrevet for os som ganske gemen pungrotte. Iført en snavset T-shirt og et par klip-klapper så han på os og sagde ’Hvad så makker – hvo’n skær’en?’ gennem en mundfuld æble, mens han gemte de rådne rester i sin mavepung – den pungrotte var virkelig gemen.

’Nothing Compares To You’ med Sinead O’Connor blev lagt på tallerknen på den lokale radiostation. Sandsynligvis som advarsel mod en forestående katastrofe – i alt fald flygtede folk i alle retninger. Men der skete ingenting, indtil vi vendte tilbage i den tro, at alt var sikkert – kun for at opleve, at det uhyggelige skete igen. Hvordan hun bestod prøverne i landsbyens forsamlingshus er mig en gåde – hun er fladere end Holland; og jeg burde vide det, jeg tager på skiferie hvert år i de hollandske alper – første uge i juli.

Tidligere frøs vodkaen, hvilket er usædvanligt. Kaffen frøs også, og isen var vanilie-granit. Jeg forsøgte at justere termostaten, men knoppen var frosset fast. Så vi skiftedes alle til at puste på den, og efter et stykke tid var alt igen køligt.

Jeg var ude i padle forleden dag, og en flok pelikaner passerede højt oppe; jeg lagde mig ned i kajakken for at iagttage dem. En forundring over det usandsynlige i at se disse radmagre formationer i flugt – hvis man ser, hvordan de spiser hele dagen, er det svært at forestille sig, at de kan være så graciøse i luften. Teknikken er værd at iagttage – svævende tyve fod over brændingen får de øje på byttet, folder vingerne sammen og falder som en sten med hovedet først ned på tolv centimeter vand – ben og fjer overalt, ret forbløffende og virkelig morsomt.

En dag før aftensmaden bakkede jeg ud af min brusekabine med skum i håret og skyllede det i bassinet uden respekt for en costarikansk spindler, som var blevet fanget i strømmen og var druknet. ’Hvad laver jeg?’ tænkte jeg for mig selv, det hele er noget rod. – stakkels lille otte-benede fjols kæmpende for sit liv, mens jeg knæler dryppende på fliserne og beder til dens frelse. Et bens vrikken og en ulykkelig skælven gav mig håb, og jeg lukkede døren – min seneste erfaring med en guldsmed opmuntrede mig til at lade skæbnen bestemme.

Næste dag var værelset fuldstændig rengjort af stuepigen, og Jeff var taget af sted; jeg håber, han undslap tilbage til hans kære, gennem nedløbsrøret og ned i den labyrint, som nu må eksistere dernede i Edderkop-land.

Der var også ridning og den store oplevelse at glide ned ad tovene gennem skovens løvtag. Jeg vender tilbage til dét sted.

Ferielæsning:

A Short Story of Nearly Everything – Bill Bryson
The Complete Short Stories of – Ambrose Bierce
Millenium People – J.G. Ballard
His Dark Materials (trilogien) – Philip Pullman – (anbefalet af min ven Sarah Cross og slugt af os alle).
The Curious Incident of The Dog in The Night-Time – Mark Haddon
Wilt in Nowhere – Tom Sharpe
Fear and Loathing in Las Vegas – Hunter S. Thomson (jeg skulle til at sige Hvil I Fred, men jeg tvivler på, at han vil; og det vil heller ingen andre dernede nu – jeg glæder mig til at møde manden).
Love All The People – Bill Hicks
The Sense of Being Stared At – Rupert Sheldrake

Så vi vinkede farvel i San Jose, og jeg tog til Nordpolen, altså sådan føltes det, da jeg landede i Toronto uden nogen anelse om, hvad der ville vente mig nogle timer senere, da jeg kom til Buffalo NY – det var endnu koldere. Min ven R. Bruce havde ret; mine brystvorter faldt af og splintredes på jorden i samme øjeblik som jeg nåede frem til sydlige side af Peace Bridge.

Formålet med denne rejse var at starte arbejdet på mit nye album – Gillan’s Inn. De indledende beslutninger var taget – vi vidste, hvilke numre, der skulle indspilles, hvem der skulle være producer, hvilke musikere der skulle inviteres som gæster osv. Siden 5. november 1965, hvor jeg underskrev min første pladekontrakt (Pye Records) med Episode Six, har jeg indspillet en hel del materiale og skrevet over tre hundrede sange.

Min manager Phil Banfield foreslog, at jeg lavede noget særligt i forbindelse med mit jubilæumsår. Jeg har en eller anden fødselsdag i august, og jeg har været på tour i fyrre år – en smule længere når sandheden skal frem.

Idéen udviklede sig, og jeg begyndte at udvælge sange fra de forskellige år begyndende med the Javelins (i 1962). Vi indspillede aldrig i et studie eller noget lignende – ikke før mange år senere – så jeg valgte ’Can I Get a Witness’ en gammel Marvin Gaye-sang, som vi plejede at optræde med.

Fra Episode-æraen valgte jeg ’I’ll be your baby Tonight’, Dylan-sangen som vi plejede at spille live. Herefter kommer vi til mine egne og sange og dem, jeg har været med til at skrive, og som stammer fra perioden 1969 og fremefter. Jeg besluttede, at projektet skulle hedde Gillan’s Inn opkaldt efter det berygtede pubskilt, som hænger over pianoet i mit poolrum derhjemme.

Jeg kontaktede min ven Michael Jackson (Michael Lee Jackson, MLJ), som bor i Buffalo NY, og han blev inddraget som min kreative manager.. Han er samtidig en ret god banjo-spiller, og det viste sig at være en lille fordel, som I vil høre, når albummet udsendes. Michael øvede med nogle fantastiske musikere som forberedelse til at optage de grundlæggende spor i Toronto (Mississauga for at være mere præcis) i Metal Works Studios, og også i et studio i Buffalo, der skulle blive kendt som ’The Nipple Farm’ – det kan stadig more mig. Udtrykket ’vildt og voldsomt’ yder ikke aftenernes syn, som jeg havde i dén uge, retfærdighed. Jeg ved ikke, om det skyldtes musikken eller snestormene, eller måske endog det værelse, som jeg sov i.

Det syntes som om mine tre alter egoer – Papa G, Libido Galactica og Garth Rockett – havde lavet en sammensværgelse om at træde frem og udgøre en form for åndeligt triumvirat overfor hvilken det syntes håbløst at gøre modstand…og hvorfor skulle jeg det?

Mens vi var i Bufalo lærte jeg en mængde fantastiske personer at kende, som var gavmilde og venlige. Vi udvalgte vores stamværtshus – flere faktisk, men især ét, hvor vi kom til hægterne igen efter dagens arbejde. Den er kendt som ’The Old Pink’ (undlad at spørge); hver aften var der god musik, godt selskab og god øl til langt ud på aftenen. Dette sted bliver billedet på Gillan’s Inn, da det har alle de nødvendige ingredienser. Jeg bliver nødt til at nævne Bob Mussell på grund af hans inspiration og brillante fotografier. Han har også andre evner, som er vigtige for at gøre et projekt som vores til en god oplevelse.

En enkelt gang eller to sneg vi os over grænsen til Fort Erie – til balletten!!!

I har måske lagt mærke til, at vi har åbnet et nyt emne her på Caramba for at holde jer underrettet om Gillan’s Inn. Der kommer meget mere i den afdeling.

Det næste stop var langt ude i det engelske landskab i Jacobs Stios, Nr. Farnham, Surrey. Vi indlogerede os i en uges tid og kom igennem det planlagte program. Alle musikerne ankom til rette tid – og de fleste på den rigtige dag – forbløffende.

Det var spændende og en ære, da disse venner dukkede op for at være med på mit album; Janick Gers, Steve Morris, Don Airey, Dean Howard, Cliff Bennett, Michael Lee, Ian Paice, Roger Glover og Jon Lord. Og så var der fyren fra pubben…

Nick Blagona (min producer: A on P, Perfect Strangers osv. – se oversigten i GI-sektionen, gå tilbage til startsiden), MLJ og jeg selv fik lidt at spise og drikke på den lokale pub, da vi hørte denne violin, som forvandle sig til Hendrix. Der var en duo (Kindred Spirit), som spillede i et hjørne af pubben – en interessant blanding af folk og rock. Fyrens navn var Sim Jones (orkesterleder, lærer og violinist, usædvanligt). MLJ spurgte ham, om han havde lyst til at tage med til studiet og forsøge sig på ’Smoke’. Det gjorde han faktisk – ét forsøg – og I vil til sin tid høre resultatet. Heldigvis havde han en bil, det var påske, og vi kunne ikke få en taxa før 23.30, så han gav os et lift tilbage til studiet – tak Sim.

Jeg lagde mærke til, at Steve Morris skar sin ene finger under indspilningen. Under ’Smoke’ sagde han nonchalant, da han så på det dryppende gribebræt ’Se, jeg bløder for dig Ian’ En uges tid senere talte jeg med ham i telefonen og spurgte ’Lykkedes det dig at få al blodet af din guitar?’ Han sagde ’Jeg har puttet tre lag lak over, det vil være der i al evighed, makker!’

Jeff Healey i Toronto, senere i Metal Works indspillende ’Blind Man’ og ’Smoke’ – næsten alle er med på ’Smoke’ – fik os alle til at dirre, idet vi var klar over, at vi var vidner til noget helt specielt. Jon Lord havde allerede indspillet sin del i England, og nu hørte vi, hvordan guitaren fuldendte magien. De to sammen var meget bevægende og meget mere end vi havde drømt om, da vi skrev idéen ned, om at lade Jon og Jeff spille sammen på det nummer.

Efter den første og anden optagelse var der et spontant bifald, og jeg husker, at jeg udtrykte noget i retning af ’Jef, det er simpelthen fantastisk’.

’Det er meget venligt af dig’ svarede han, og så – efter en effektfuld pause – ’Jeg skal lade dig vide, når jeg er enig.’ Naturligvis gav han den perfekte solo i den næste optagelse.

Nick og Michael har stadig nogle optagelser, der skal laves – Joe Satriani og Ronnie James Dio – i USA, og vi venter på nogle flere lovede deltagere – ikke noget pres på jer, drenge.

Nu er jeg i Los Angeles med resten af drengene, hvor vi starter arbejdet på det nye Deep Purple-album. Ian Paice har regnet ud, hvorfor Ritchie var så gnaven gennem så mange år – det var tilsyneladende noget præmenstruelt. Åh, den sædvanlige skæmt mens vi leder efter et sted, hvor vi kan vaske tøj og fylde vores køleskab med snacks.

Det er altid en rar fornemmelse at stå ved starten af et nyt projekt i studiet med mine Purple kammerater.

Idiokraterne : Jeg har ikke glemt dem.

En dag mens vi arbejdede i Metal Works Studios i Mississauga ONT og færdiggjorde de første spor til Gillan’s Inn, smuttede vi hen til et supermarked kaldt Bob Lobslaw (ikke helt).

Jeg fik øje på en dåse med sundt udseende brasilianske nødder, som fik mig til at nævne det faktum, at hele brasilianske nødder som disse nu var ulovlige i EU.

’Hvorfor’ spurgte Nick Blagona.

’Fordi skallerne mistænkes for at være giftige – ifølge forskrifterne.’

’Men vi spiser ikke skallerne her i Canada’ forklarede Nick

’Det gør vi heller ikke’ sagde jeg.

Som svar til Akiko Hada (som gør et fantastisk indsats med vores japanske oversættelse her på Caramba) da hun problematiserede min brug af et fransk ord i en tidligere DF, skrev jeg til hende…

…’Jeg er sikker på, at du har ret vedrørende det Engliske, da mit Frankiske er umøgligt.’

Forleden dag læste jeg i The Times om en englænder, som er blevet ekspert – og samtidig uden tvivl noget af en pedant – på franske floders grammatiske køn. Jeg nyder naturligvis som alle andre en lille smule ’Ou Le La’, men konstruktive kvælning af et hævdvundet sprog er blot endnu en grund til at nyde friheden, mens den varer. Har I lagt mærke til, hvordan der i denne verden fyldt af fælles alting – fiskeri, landbrug, valuta osv. – kun er meget lidt tale om et Fælles Sprog.

Helt ærligt, hvorfor har de ikke tænkt på det? Vi ved naturligvis, at det har de; der er bare dét ved det, at de, der kun kan se det grå i livets palet, de der burde frarøves deres kontorer og smides på gaden uden en øre, ikke forudser, at dette sprog bliver engelsk.

Forundret og vrede over Esperantos fiasko – ja, det er de samme idioter, som udtænkte det intetsigende og værdiløse sprog-misk-mask – nu arbejder de på en eller anden obskur Walloon dialekt, som skal blive skabelonen for det nye og obligatoriske sprog – eller Europa-rallen, som det skal hedde. Det breder sig allerede i systemet og vil være over os, før vi ved af det.

Englænderne vil lægge sig det på sinde, mens resten vil ignorere regulativerne; som de altid gør, når disse regulativer frembyder blot den mindste form for besvær.

Da jeg rejste gennem Rusland sidste efterår, fik jeg øje på en hurtigt middel til at bringe landets økonomi på fode igen. Læg blot mærke til prisen på mistelten nu om dage, det blev en ret sjælden vare for ikke så længe siden – næsten truet af udryddelse har jeg hørt. Men de russiske og ukrainske træer stønner under vægten af mistelten, og den er lige til at plukke. Hundredvis af tons mistelten; må være milliarder værd.

En lignende teori faldt til jorden for nogle år siden, da jeg prøvede at udnytte overfloden af vandplanter i min dam. Jeg fyldte en Volvo med dem og kørte til en lokal dyrehandel, hvor de tog 1 pund for en enkelt plante. Jeg sagde, at jeg ville nedsætte prisen på ladningen med 50 procent, hvis de ville købe det hele for 25 tusinde dollars. De gav mig en kort lektion i loven om udbud og efterspørgsel og bad mig så om at skride.

Åh ja, (kontrakt-) rytteren, som vi kalder det sammen med en nylig ondskabsfuld kritik fra de uoplyste. Rytteren (der er mange) som der henvises til er listen med ting, som vi har brug for i vores gæste- og omklædningsrum. Dette er ting, som vi ikke kan have med os rundt – i kategorien forfriskninger

Vi kræver ikke noget fra nogen – og slet ikke fra vores elskede promotors, og vi betaler for hver eneste ting; vores management opfordrer ikke til lastefuldhed.

Jeg kan huske en ung øffende reporter, som kom til mit omklædningsrum for at lave et interview.

’Hva’! Er alt det her til dig??’ spurgte han, da han så de anbragte lækkerier.

’Øh, nej’ svarede jeg noget overrasket over hans gemene adfærd. ’Normalt byder vi vores gæster – herunder I pressefolk – at tage del i det’ - og da jeg genvandt fatningen, fortsatte jeg - ’men da du ikke længere er velkommen her, varer sagerne måske nok fem minutter længere, når de andre grovædere dukker op; dér er døren.’

Han forlod lokalet med et vredt blik og et øget had mod alt, der lå ud over hans fatteevne.

Hvad i alverden skete der med EMI?

Financial Times, tirsdag d. 8. februar 2005

Overskrift på forsiden af Erhvervssektionen.

EMI aktier falder 16% efter forvarsel om dårligt regnskab.

EMI’s aktier faldt i går med 16%, efter at verdens tredjestørste selskab indenfor musik udtalte, at salget af musik i år i perioden frem til 31. marts faldt med 8-10 procent sammenlignet med sidste år, og at overskuddet før skat ville falde med ca. 15 procent.

Udtalelsen fik vurderingsinstituttet Standard and Poor til at placere EMI på en liste som et selskab der muligvis kunne nedgraderes til ’elendigt selskab’

Fakta: Deep Purple solgte ca. 150.000 billetter alene i England i begyndelsen og slutningen af ’Bananas’-turnéen, som indbefattede 38 lande i løbet af 18 måneder, og hvor vi spillede for millioner af mennesker rundt om på kloden. EMI i England udsendte og solgte uden besvær 18.000 eksemplarer. De nægtede totalt sat lave flere eksemplarer.

Jeg kan retfærdigvis ikke gengive de grunde, de gav vores management og – endnu mere fornærmende – vores venner i Köln, for de grunde ligger udenfor min fatteevne. Men jeg spekulerer på, om de mon nogensinde har skullet forklare det for deres aktionærer, som måske er forbløffede over beslutningen om at sige nej til – og her et forsigtigt gæt – en mulig millionindtægt i ét område, og det fra et band som har indtjent i omegnen af én milliard pund i samlet salg til industriens pengekiste gennem de seneste 35 år (uden at vi selv har set ret mange af pengene).

Én ting mere – jeg tror, at de fleste af os udøvende var opbragte over vores industris afvisning af mulighederne via Internettet, da de opstod for nogle år siden. Det er, hvad der sker, når man fyrer de kloge mennesker og satser på folk i jakkesæt. Hvis it var blevet udnyttet i stedet for at blive set som en trussel, så….ja, hvad så? Vi er tilbage ved kuglen i Hitlers hoved – vi var sikkert alle døde, så tak EMI. Sket er sket.

Nu er det nok, og vi søger nye veje. DP er ikke længere hos EMI, og – hvis man skal dømme ud fra det fjogede grin hos Bruce Payne – fremtiden ser sandelig lys ud indenfor kategorien nyt pladeselskab; men det er op til ham at annoncere det. (BP er vores elskede manager).

Jeg vil dog sende en stor og taknemmelig tak fra mig selv og helt sikkert også på vegne af alle os, som har haft det privilegium at arbejde sammen med nogle fantastiske og entusiastiske musikfolk gennem årene, hos EMI og hos andre. Ikke kun i England men især i Tyskland og alle andre steder.

Til alle vore venner dér vil jeg gerne sende mange hilsener…det har været sjovt, og I er altid velkomne backstage.

Retfærdighedsvis må jeg sige, at min opfattelse ikke er vigtigere for mig, end jeres er for jer. Et synspunkt er noget, der kan udvikle og ændre sig efter nogle års overvejelser, eller det kan være noget, man bare ’har’ – ligesom hos studerende; jeg har aldrig mødt en studerende, der ikke havde en fast forankret mening.

Og det er der intet galt med.

Hilsener,

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2005

Gå tilbage til:
return to DF index