Dear Friends

DF 34 – Grunde til at græde

Marts 2004-03-26

Kære venner

Tak til alle jer, som kom til vores koncerter på vores seneste turné i Nordamerika; jeg er henrykt over at høre, at vi planlægger at vende tilbage senere på året. Det var en fornøjelse at spille dér. Som jeg for nylig skrev til én, finder den ideelle koncert sted i din hjemby (med gratis øl og billetter med tilskud?). Det sker selvfølgelig ikke ret tit, fordi der ikke er tid nok – men vi gør vores bedste. I mellemtiden – Moronica er mere forvirret end nogensinde over den blomstrende live musik; hvis hun bare kunne smide overmodet væk. Musik taler som altid for sig selv.. Vi har fået tilfredsstillende opmærksomhed; og tak igen til alle jer, som sendte koncertanmeldelser til diverse web-sider: og til dig Lesley for at samle så mange af dem for mig. Jeg må også slå fast, hvor meget jeg har sat pris på de mange breve, jeg har modtaget. Der har været en hel del tekniske problemer bag kulisserne her på Caramba – www.Gillan.com . Vores elskede redaktør Steve Campbell har reddet os fra usselt rod, som ikke skyldes os selv. Tak red.

Da jeg kom hjem på nogle få dages ferie – betragt dette som en belønning for dårlig opførsel såvel som en sjælden chance for at få et familie-knus mens jeg får mit vasketøj ordnet, og alt imens udstyret sendes til Japan – kiggede jeg på de daglige nyheder for at få bekræftet den fortløbende sindssyge.

Udtrykket ’spring-jockey’ har nu en helt ny og spændende betydning, efter at Sean Fox – uden oplagt grund - spektakulært sprang af sin hest under et løb på Fontwell Park. Hesten – Ice Saint - har senere underskrevet en kontrakt med Manchester United, og Sir Alex Ferguson har bedæknings-retten; undtagen på våde og blæsende aftener, hvor Magnier har et bedre greb. Dr. Terence Hope – en praktiserende hjernekirurg som er ekspert i hjernekar-kirurgi samtidig med at han er chefundersøger for Det Kongelige Selskab for Kirurger og sekretær i Det Interkollegiale Selskab for Neurokirurgi – blev sendt hjem fra arbejdet på sit Nottingham hospital på fuld løn. Det formodes at han tog en ekstra portion suppe med croutonner uden at betale for det. Vice-sundhedsminister Lord Warner sagde under en debat om afskedigelsen af sundhedspersonale : ’Jeg har fået pålidelige oplysninger om, at der ikke vil ske nogen skade på patienterne, fordi dét arbejde som dén læge skulle udføre, vil bliver overtaget af hans kolleger.’

En hospitals-talskvinde sagde, at tre af Dr. Hope’s operationer, der var planlagt til mandag, er blevet udsat.

Til gavn for os markedsfører Dasani – Coca Cola’s mineralvandsselskab – dets nye ’rene’ produkt i England. Det er såmænd blot filtreret postevand, som er blevet beriget og fået aroma med forskellige mineraler. Vandet fra det syd-østlige London sendes til husstande til en pris af omkring 1/3 penny pr. halvliter, mens Dasani tager næsten et pund for den samme mængde – det er en forskel på ca. 3.000 %. Naturligvis er Dasani alvorligt tynget af de enorme udgifter til overheads og marketing – så de kæmper sikkert for overhovedet at få det til at løbe rundt; men i det mindste vil deres troværdighed da overleve, ikke sandt?..NYHED..Dasani er – i skrivende stund – blevet trukket tilbage fra det britiske marked, fordi det tilsatte bromid (?) er muteret til bromat (??), og det er slet ikke godt, er det? Dasani hævder, at der aldrig var nogen risiko for forbrugerne (det siges at bromat kan være kræftfremkaldende).

Det er rapporteret, at nogle løver i Afrika har en form for AIDS – 80 % af dem – ifølge en ny undersøgelse. En stor flok har fået sit årlige antal afkom reduceret fra hundrede til fire….Hallooooo….det var FIRE.

Rundt regnet 50-70 % af fugle og sommerfugle er forsvundet fra England i de seneste 20 år. Det var afhængig af arten kun rundt regnet – du ved kun rundt regnet 50-70 %; i den mest autoritative undersøgelse nogensinde, noget steds. Disse undersøgelser er ret afgørende i en nation fuld af gartnere; når undersøgelsen er foretaget af en hær af dygtige, frivillige lægmænd. Hvad dét angår har jeg ikke hørt meget om insekterne; men for et årti siden lagde jeg mærke til store uregelmæssigheder – over en to eller tre års periode - i bestanden af bladlus og mariehøns – forståeligt nok, når man påtænker, at sidstnævnte lever af førstnævnte – men foruroligende når man ser længere op og ned af fødekæden. Det er virkelig en fintfølende balance.

Jeg ryger ikke meget, men jeg kan godt lide en cigaret efter arbejdet – med en øl eller to. Med andre ord ryger jeg kun, når jeg drikker (ja, jeg ved det). Men hav det i erindring; vi ankom til Vancouver et par dage for tidligt, for en sjælden gang at øve en smule inden den nordamerikanske udflugt. Idet jeg så frem til afslapning efter flyveturen, brummede jeg ikke blot en lille smule ved at se ’Rygning forbudt’-skiltet ved indgangen til baren; medens jeg lidt verdensfjernt checkede ind på The Four Season Hotel. Don sagde fra elevatoren ’Vi ses i baren’..svaret var ’Jeg drikker ikke i ikke-ryger-barer. Atmosfæren er altid så ubærlig overfyldt.’

Nu drager vi mod øst, og jeg skal pakke alt det, jeg har brug for til 6 ugers turné, ned i to kufferter; og de skal begge være tomme, da de australske bagagefolk er nogle tøsedrenge. Det er dog ikke så stor en bekymring som det er, hvordan jeg skal befri min familie og venner fra fængsel, når jeg kommer hjem.

Sidste gang i Australien købte jeg et bizart instrument kaldet ’didgeridoo’…efter et års øvelse fandt jeg til sidst ud af, at det er en pind med et hul igennem; man blæser ind i den ene ende, og en simpel tone kommer ud af den anden.

Kom nu drenge, vi stoler på jer.

Der er gået lang tid siden sidste DF, er der ikke?

Tiden flyver, som man siger; men ikke – viser mine seneste erfaringer – uden at tage sine sko af; for at fortsætte gennem en amerikansk lufthavns-gate ind i den næste dimension, mens hele selskabet er bevidst uopmærksom på den involverede ironi.

Det er sent og jeg lytter til en solsort, der græder; stadig svagere i løbet af natten, men uden at udmattelse får dens fortvivlede kald på en partner, som ikke kommer, til at forstumme.

Sekulære samfund har måttet indse, at det kan være vanskeligt nok at håndtere kampberedte ekstremister og reaktionære, grønne, blå og røde, omvendte og centrister; korruption, korporative forbrydelser og de almindelige fra-dag-til-dag udfordringer ansigt til ansigt med civiliserede fremskridt. Det er i sig selv anstrengende, også uden at forskellige udgaver af Gud blander sig i slagsmålet og uddeler pseudo-gyldighed til én eller flere af kombatanterne.

’Gud er på min side’ råber soldaten, mens han spænder sin døds-brynje og sprænger nabolaget i luften. ’Gud er på vores side’ hvisker løjtnanten, ’en mark fyldt med dejligt græs venter jer, og adskillige jomfruer vil opfylde alle jeres ønsker og behov. Jeres ofre – børn, mødre osv. – er alle vantro; så tænk ikke på dem. Jeres tilværelse i Paradis vil ikke være bebyrdet med samvittighed. I har udført Guds vilje.’

Jeg hørte dog i går i skoven, at ’Disse Folk’ har fundet ud af, at når de kommer til Paradis, så er der ikke en eneste jomfru i nærheden, græsset er ikke blevet slået i lang tid, og sandaler er umoderne. EU har slået en lejr op; så nu er der et par skemaer, der skal udfyldes, og der er også en pæn skat at betale. Jesus, Mohammed, Buddah og David Icke er forholdsvis tilfredse med situationen, mens Gud i virkeligheden viser sig at være Tony Blair. Selvmord bliver straffet med en enkelt-billet til Galveston*, og bombning straffes med nedværdigelse af dens formål. Selvmord og bombninger er uforenelige aktiviteter udfra enhver civiliseret målestok; de kan ikke legitimeres af en bindestreg.

Så hvis vores nuværende sociale håndværkere – i menneskerettighedernes navn og under den politiske korrektheds beskyttelse – bestemmer, at vi respekterer alle individuelle rettigheder; ethvert standpunkt – uanset hvad; og på én eller anden måde retfærdiggør (oh jo, de gør) enhver individuel opløsende handling – ud fra argumentet om at alle minoriteter skal respekteres – og du kan ikke være mere betydningsfuld som mindretal end hvis det samlede antal er én, kan du… Og så religion; hej, stop en halv; vi har et problem her..ethvert politisk parti, wow dér har du den Neddy. Man kan ikke inkludere flertalsgrupper, for de har holdt tøjlerne for længe, og…man kan kan ikke inkludere traditionelle elementer fra et hvilket som helst land – eller område; da landene i sig selv snart vil blive forbudt ved lov af EU – for eksempel eksisterer England næsten ikke mere – fordi flertalsgrupper slet ikke har nogen rolle at spille i det moderne demokrati – har de? Pause til at trække vejret…så…det er derfor alle er så tilfredse. I en udmattelseskrig, hvor modstandskraften skal tiltage i styrke og blod skal udgydes, er det godt at huske talemåden ’Lad ikke skiderikkerne knuse dig’.

Vores gamle ven GMA (Genetisk Modificerede Afgrøder) har igen vist sit grimme ansigt. Der lod ellers til at være opstået en håbefuld pause – af en slags – mod slutningen af sidste år, da jeg skrev..(Q&A65) ’…i mellemtiden er modstanden mod GM vundet meget frem i England. På baggrund af enorm offentlig modstand, er der en effektiv pause i udviklingen; selvom regeringen fremlægger det på en anden måde. Monsanto har trukket sig tilbage. Det er en stor lettelse, men du kan dog ikke stole på disse Frankenstein-agtige fødevare-skiderikker; de er mestre i udmattelseskrig..’

Nogle få måneder senere har vores regering annonceret, at vi skal fortsætte med at dyrke genmodificeret majs – naturligvis kun til kreaturføde – Bayers Chardon LL; på denne måde ignoreres fortidens lære; BSE, antibiotika, thalidomid, (vover jeg at nævne medicinalvare-fremstilling?), - og alle de andre hensynsløse uansvarligheder – når det drejer sig om fødekæden og krydsbestøvning. Så det bliver en udmattelseskrig, og derfor kommer jeg ikke med nogen undskyldninger for at fortsætte med at angribe den følgende ’Ondskabens Akse’ (hej Dubya, hvad skal jeg sige?) – denne ’Ondskabens Akse’ som består af ’interessenterne’; som er producenterne, investorerne, den samlede hoben bønder og også vores kraftigt lobby-ramte regering. Desuden – for at nævne blot to yderligere magtfulde fjender – Sir David (forfærdelige) Carter fra BMA (Britisk Medicin Forbund) og vores forskningsminister Lord Sainsbury (en supermarkedsejer som smider ti millioner pund om året ind i Labour – sådan forlyder det – jeg kan simpelthen ikke tro, at han slipper af sted med det).

Yderligere i sagen mod Frankenstein Fødevarer som det er uddybet i DF31 – og nedenfor kopieret til glæde for jer – De – fjenden – kan ikke lide det, kan de..Frankenstein Fødevarer mener jeg. Et sådant navn giver det indtryk at hele konceptet er frygtindgydende og et resultat af farlig eksperimentel videnskab; kan det virkelig være sandt? Både den offentlige mening og hårde fakta er blevet ignoreret, idet vores regering i dag trykker på knappen for at påbegynde flere Frankenstein- afgrøders udplantning. Når man læser den offentlige stemning (84% imod) lader der ikke til at være noget alternativ til at rykke planterne op af jorden, i det øjeblik de bliver plantet – derfor den tidligere henvisning til fængsel; folk som mig er i harnisk.

Selv Delia Smith, den mest succesrige og venlige kogebogsforfatter er rasende. Så alvorligt som denne sag er, kan vi ret klart gennemskue taktikken; Mr. Blair er en mester i formørkelse (han fortjener at blive symbolsk slået med en røget sild), og den overordnede strategi er at fjerne opmærksomheden fra regeringens massive indenrigspolitiske fejltagelser – den regering som var så lovende i dens første få minutter.

Jeg har nogen sympati for vores Messias; ’..Det er et meget vanskeligt job at være verdensleder’ – som skrevet i DF 11 – ’Hensynet til højere mål må nogen gange få det til – for ens tilhængere - at se ud som om at du sælger ud af dine principper; mens du egentlig fremlægger dem mere behændigt til gavn for disse. Det er svært at forklare folk derhjemme for øjeblikket, fordi man har travlt med at overbevise resten af verden om, at alt dét du gør, er til fordel for dem og ikke for dig selv. Det er i sandhed en vanskelig situation..’

Jeg nævnte ordet ’udmattelseskrig’ tidligere. Udmattelseskrig er det mest magtfulde våben i en dårlig sags tjeneste.

Se blot på dét arbejde, Sting og andre har gjort for at redde regnskoven. Har du ikke en fornemmelse af, at bevægelsen – eller i det mindste dens mediebevågenhed - er kørt træt? Træthed er resultatet af udmattelseskrig - mens kampagnen forlænges til råbet ’TIMBER!!!’

Undervurdér ikke sagens gyldighed eller – måske vigtigere – dens bidrag til en god fremtid, men i sig selv er der for øjeblikket en stilstand – i bedste fald.

Jeg lod mig ikke hverve for 30 år siden til den spirende Amnesty International, fordi det var politisk uærligt – det er det stadigt; men jeg er tilhænger af mange af dets mål – også De Grønne.

Det er begyndelsen for de af os, som mener, der er en bedre måde, men traditionelle ideologier, kulturer, religioner, og galskab vil i den sidste ende – før eller senere – alt efter tempoet, blive til en kluklatter; som alt andet i historien er vi ødelagt af utilfredshed med vores rødder. Nu står vi – bestandigt – over for en moralsk og intellektuel kamp – der er altid konflikt – en alliance mod bøller plejer jeg at sige – og gudskelov har vi internettet.

Den første joke, som min datter Grace fortalte mig, da hun var et barn…

’..Far har du hørt om den én-armede fisker? Han fangede en fisk, der var så stor!!!’

Den er bare skøn, ikke sandt? Hun glemte bare at fortælle hans navn.

Tidligere refererede jeg til en ’delikat balance’. Jeg ved ikke hvorfor, men et sublimeret puf fik mig til at tænke på de berømte forsøg – i al deres magt og vælde – foretaget af luftvåbenet (anonymt for at spare på rødmen), hvor det mislykkedes at skyde en vejrballon ned, som var drevet ind i den civile flytrafiks ruter over Atlanten. Magten og raseriet sluppet løs af nogen (?), som ikke brød sig om at høre ’øh, hr. det er bare en vejrballon, den vil snart forsvinde eller eksplodere.’

*Jeg overvejede en tid, før jeg besluttede at offentliggøre det følgende brev; debatterede med mig selv dets oprindelse – i ca. ti sekunder – og afvejede sovende hunde over for min egen personlige totale afsky. Jeg er interesseret i at modtage nogle indlæg om dette emne; specielt fra nogle, som måske var til stede dén aften. Jeg erindrer en smule uro til venstre for mig – Steve’s side af scenen. Nogle få politibetjente røg resolut ind blandt publikum. Måske var det her, det skete, jeg ved det ikke.

Jeg har fjernet forfatterens navn i et forsøg på at afpersonalisere budskabet, og jeg har også udeladt en personlig observation; da en kølig underdrivelse synes at være det bedste svar.

Fra : ******@aol.com
Dato: D. 22. februar 2004
Emne: Koncert i Galveston Texas

Jeg er klar over, at denne email muligvis aldrig når frem til bandet. Jeg havde blot behov for at tale med nogen om dét der skete ved koncerten i går aftes.

Min kone Nicole og jeg var til koncerten i går. Det lykkedes os at komme tæt på scenen, faktisk frem til 2. række. Jeg er hvid, og min kone Nicole er sort. Under koncerten rakte en kvinde ud og rev en Mardi Gras maske af min kone og kaldte mig en ’nigger-elsker’. En sherif, som var bag sceneafspærringen, beordrede denne kvinde til at forsvinde. Det gjorde hun men kom senere tilbage. Hun startede sine tilråb igen. På samme tid beordrede en mand (udeladt, ig) mig til at ’fjerne den niggerkælling fra mig’. Naturligvis påvirkede det mig meget, og jeg ledte efter sheriffen. Denne gang beordrede han mig og min kone til at forsvinde. Og selvom det ikke var retfærdigt, gjorde vi det. Selvfølgelig blev jeg ophidset. Men vigtigere end det var min kone sønderknust. Vrede, forlegne og ophidsede forlod vi koncerten.

Naturligvis har bandet ingen skyld i dette. Vi har set Deep Purple nogle få gange tidligere og har altid nydt koncerten. Jeg håbede, at denne email på én eller anden måde kunne nå frem til bandet. Min kone ved ikke, at jeg skriver dette. Ethvert indlæg fra Ian og drengene kunne hjælpe lidt på den ubehagelige situation.

Tak og med håbet om snart at se bandet i Houston (ikke i Galveston).

Når jeg er holdt op med at græde, vil jeg skrive noget mere. Alt for denne gang. I

Ian Gillan

Copyright © Ian Gillan 2004

p.s. Uddrag fra DF 31 – som lovet.

Vi spiser allerede genmodificerede fødevarer; der er ingen informationslabels på bananer, er der? Det eneste vi får, er et klistermærke med producentens logo, og det er værd at undersøge…Chiquita..hmm..lyder skønt!

Vi får fortalt, at de genmodificerede fødevaregiganter ønske at hjælpe lande som Afrika; men vi har allerede et overskud af fødevarer på verdensplan, og de ekstra udgifter til sprøjtet og ufrugtbar såsæd vil få disse fattige mennesker i endnu større gæld, og til slut mere i lommen på fjenden. Ja, det er på tide at begynde at bruge det ord. Se på Zimbabwe; via den mest skamfulde uopmærksomhed, har landet fået lov til – i modsætning til andre som er blevet reddet fra sig selv eller frigjort – at miste dets stolte status som værende ’Afrikas Brødkurv’, og er blevet reduceret til en fallitramt og sulten nation; det er frugtbar jord for ufrugtbare afgrøder og en permanent gæld.

Al økologisk og konventionel produktion vil forsvinde og valgfriheden vil for altid være væk, se hvad der sker i Canada. Under hensyntagen til en mindre andel, vil vi dog alle være reddet..

Jeg spekulerer på, om det er sandt? En undersøgelse af 400 genmodificerede landbrug i Amerika viste intet større udbytte, ingen forøget næringsmængde og intet fald i sprøjtemiddelbrug. Hvis det er tilfældet, må vi konkludere, at profit (intet galt i profit) i denne sammenhæng er den eneste grund til det farlige eksperimentelle fremstød, som helt sikkert både er uden fortrydelsessret og katastrofal. Disse mennesker må stoppes. Jeg vil stemme på en hvilken som helst politiker, som vil kæmpe for denne sag.

Stewart Wells, præsident for Canadas Landbrugerforening siger, at forventningerne om øget udbytte og færre omkostninger ikke er slået igennem endnu. Faktisk ..’..har denne højt forkyndte videnskabelige revolution kun bragt flere udgifter, bekymringer om forurening (fugle og bier tager ikke hensyn til grænser) og værst af alt, ført til en tilbagevenden til brugen af meget giftige kemikalier, som ikke skulle være en del af moderne fødevareproduktion..’

I England var vores Videnskabelige Råd for Genteknologisk Vurdering fyldt med videnskabsfolk ansat af biotekniske uhyrer som Monanto og Syngenta. En af de få uafhængige, dr. Carlo Leifert, professor i økologisk landbrug ved Newcastle Universitet anså det for nødvendigt at trække sig fra rådet, da dr. Andrew Cockburn fra Monsanto utroligt nok blev bedt om at skrive det første udkast til rapporten. Det er ikke nogen overraskelse..dén rapport åbner døren på vid gab for gensplejset produktion i England.

Stewart Wells, hvis land gik i spidsen for Frankenstein Afgrøder, siger at galskaben nærmer sig. Der vil blive et stigende politisk pres, når dette bliver en mærkesag, og på et tidspunkt vil udmattelseskrigen og formørkelsen efterlade folk forvirrede som sædvanlig. Trusler om embargoer og sanktioner fra dem, der har en kapitalinteresse, vil i sidste ende tvinge disse usmagelige ingredienser ned i halsen på os, og give uhyre profitter til du-ved-hvem.

Gå tilbage til:
return to DF index